Brugervenligt CMS, ServerHosting, Registrering af Internationale Domæner | NHL cms version 3.0.1
Søg
Genveje

NHL cms version 3.0.1

Med version 3.0.1 af NHL cms kommer en masse nye muligheder, og forbedringer af de eksisterende funktionaliteter. Vi har lagt vægt på at få tilføjet nogle af de mest efterspurgte ting, ligesom vi på flere punkter har forbedret brugervenligheden.

Forbedret tekst-editor

Den nye version af tekst-editoren bruger nu HTML-elementerne H1, H2 og H3 til overskriftsniveauer. Det giver bedre resultater når søgemaskiner som Google kommer forbi og skal indeksere teksterne. Desuden har vi fået mere af tekstformatteringen med ind i editoren, så man nu i højere grad ser teksten som den kommer til at se ud når hjemmesiden bliver vist for brugerne.

Link-sider

Som noget helt nyt kan man nu oprette en ny side-type kaldet "Link". En link-side kan pege hen på (linke til) en anden side i hjemmesiden, eller til en ekstern web-adresse eller en fil. Dette giver mulighed for at have flere menupunkter der linker til den samme side - eksempelvis kunne flere undermenupunkter hedde "Kontakt" og allesammen pege hen på den samme Kontakt-side. Så slipper man for at vedligeholde mere end een side, samtidig med at man giver brugerne mulighed for at komme hen til ofte brugte sider fra mange steder. Fil-links kan eksempelvis benyttes hvis man ønsker at have adgang til downloads (pdf filer etc.) direkte fra menupunkter. Endelig kan link-sider bruges til at linke til den første underside. Dermed kan man for eksempel have en "Produkter" link-side med en underside pr. produkt. Klikker man på "Produkter" får man vist den første underside. Læs mere om at oprette links i brugervejledningen.

Opdateret sideredigering

Under "Rediger sider" er brugervenligheden blevet væsentligt forbedret. Flere har ønsket bedre og tydeligere ikoner, så alle knapper og funktioner er nu samlet i en fælles værktøjslinje.

Support for kladde-tilstand

En funktion der har været længe efterspurgt er muligheden for at oprette sider i kladde-tilstand - dvs. sider der ikke kan ses af hjemmesidens besøgende. Det har vi lyttet til - og det er nu muligt at vælge mellem tilstandene "kladde" og "offentliggjort" for både almindelige sider og link-sider. Dermed er det nu muligt at have midlertidigt indhold liggende i admin-delen uden at brugerne kan se det. Dermed har det også været nødvendigt at understøtte en preview-funktionalitet hvor man kan se siden selv om den ikke er offentliggjort.

Moduler

Vi har tilføjet et "Moduler" menupunkt, der giver adgang til gratis at afprøve nye moduler i 14 dage. Eksempelvis kan man prøve Galleri-modulet uden at betale en krone i 14 dage. Desuden kan man let ændre indstillinger for de moduler der er aktive.

Nyt modul: Galleri

Vi har også fået mange henvendelser der efterspørger billedgallerier - så det har vi udviklet et nyt modul der kan håndtere. Upload dine billeder, indsæt et galleri og vælg den folder der indeholder billederne - så har du et galleri på hjemmesiden. NHL cms genererer selv de rigtige størrelser af dine billeder, så du slipper for det besvær. Lettere kan det næppe blive at fremvise sine produkter, referencer eller billeder fra en fest. Man kan selv vælge størrelsen på miniature-billederne, og om alle miniaturer eller kun den første skal vises på siden som link til at åbne galleriet. Endelig kan man også vælge at køre galleriet som et slideshow.

Nyt modul: Brødkrumme

På hjemmesider med mange sider og menupunkter kan det være en god ide at gøre det synligt for de besøgende præcis hvor de "er henne" på hjemmesiden. Det gøres ganske let ved at slå brødkrummer til - hvorefter man tydeligt kan se hvilke menupunkter man har fulgt for at komme til den side man er på. NHL cms sørger selv for at vise de korrekte links i brødkrummen, og du kan selv vælge hvordan den skal vises.

Nyt modul: Sitemap

En god måde at give sine besøgende et overblik over hjemmesidens opbygning er ved at oprette et sitemap. På et sitemap kan man se strukturen af sin hjemmeside - hvor hver side vises som et link. Det gør det lettere at finde informationer - især hvis der er mange sider. Sitemap-plugin'et kan indsættes som et element på en eller flere sider, eller man kan vælge at vise et sitemap i bunden af alle sider helt automatisk. NHL cms viser naturligvis altid et opdateret sitemap - du skal bare sætte det ind hvor du vil have det.
NHL Data ApS | Gammel Køge Landevej 22 | Fræsehallen | 2500 Valby | Telefon 70 28 66 00